DEN DANSKE EU-KOORDINATIONSPROCEDURE
EU-koordinationssystemet omfatter alle de aktører, institutioner og processer der træder i kraft, når der er taget initiativ til en lovgivning i EU-kommissionen.
Beslutningsprocessen angående juridiske spørgsmål foregår ved, at EU-kommissionen kommer med forslag til en EU-lovgivning, derefter har EU-parlamentet ret til at gøre indsigelser. Regeringen vil på baggrund af sine mandater indgå i forhandlinger i Ministerrådet, her skal der være flertal for beslutningen. Derefter er det kommissionen, der har til opgave at håndhæve lovgivningen. Ved tvivlstilfælde ligger ansvaret hos EU-domstolen.
Denne beslutningsproces beskrives som værende todelt, en separat national gøren hvor politikken dannes, og en separat europæiske, hvor politikken også dannes. Bindeledet mellem disse to er embedsmænd og de nationale regeringer.
Det europæiske samarbejde er blevet en del af den danske indenrigspolitik. Den almindelige procedure foregår via forskellige trin inden den danske regering forhandler på Danmarks vegne i EU. For at kunne forene ønsket om politisk koordination på forskellige sagsområder, og ønsket om politisk indflydelse og kontrol, er der etableret en tredelt koordinationsproces den skal være med til at forene to ellers noget svære uforenlige størrelser, nemlig når det handler om demokrati og effektivitet.
Det første led består af, specialudvalg der alle er embedsmænd, eksperter og interessegrupper. I dette specialudvalg skal der tages stilling til EU-kommissionens forslag til lovgivningen.
Det andet led består af EU-udvalget, der er sammensat af forskellige fagministerier, her er det udenrigsministeriet der leder møderne. Det er i denne proces vigtig at sikre de forskellige ministerier ikke forfølger egne interesser.
Den tredje led er den demokratiske proces. Forskellige holdninger til lovforslagene koordineres mellem ministrene, dernæst sendes de, på demokratisk vis, til høring hos de forskellige folketingsmedlemmer, de har mulighed for at sende oplægget tilbage eller helt at afvise lovforslaget.
Beslutningsprocessen hos de danske beslutningstagere er to sideløbende processer med tæt parløb mellem forskellige danske ministre og Danmarks repræsentation i Bruxelles. De politiske sager kommer først til Det udenrigspolitiske Udvalg i Danmark det sted i beslutningsprocessen, hvor sagen er klar til at fremlægge i Ministerrådet i Bruxelles.
Den danske koordinationsprocedure er blevet et forbillede for andre medlemslande, da den danske EU-beslutningsprocedure i højere grad inddrager folketinget mere end i andre lande.
Beslutningsprocessen angående juridiske spørgsmål foregår ved, at EU-kommissionen kommer med forslag til en EU-lovgivning, derefter har EU-parlamentet ret til at gøre indsigelser. Regeringen vil på baggrund af sine mandater indgå i forhandlinger i Ministerrådet, her skal der være flertal for beslutningen. Derefter er det kommissionen, der har til opgave at håndhæve lovgivningen. Ved tvivlstilfælde ligger ansvaret hos EU-domstolen.
Denne beslutningsproces beskrives som værende todelt, en separat national gøren hvor politikken dannes, og en separat europæiske, hvor politikken også dannes. Bindeledet mellem disse to er embedsmænd og de nationale regeringer.
Det europæiske samarbejde er blevet en del af den danske indenrigspolitik. Den almindelige procedure foregår via forskellige trin inden den danske regering forhandler på Danmarks vegne i EU. For at kunne forene ønsket om politisk koordination på forskellige sagsområder, og ønsket om politisk indflydelse og kontrol, er der etableret en tredelt koordinationsproces den skal være med til at forene to ellers noget svære uforenlige størrelser, nemlig når det handler om demokrati og effektivitet.
Det første led består af, specialudvalg der alle er embedsmænd, eksperter og interessegrupper. I dette specialudvalg skal der tages stilling til EU-kommissionens forslag til lovgivningen.
Det andet led består af EU-udvalget, der er sammensat af forskellige fagministerier, her er det udenrigsministeriet der leder møderne. Det er i denne proces vigtig at sikre de forskellige ministerier ikke forfølger egne interesser.
Den tredje led er den demokratiske proces. Forskellige holdninger til lovforslagene koordineres mellem ministrene, dernæst sendes de, på demokratisk vis, til høring hos de forskellige folketingsmedlemmer, de har mulighed for at sende oplægget tilbage eller helt at afvise lovforslaget.
Beslutningsprocessen hos de danske beslutningstagere er to sideløbende processer med tæt parløb mellem forskellige danske ministre og Danmarks repræsentation i Bruxelles. De politiske sager kommer først til Det udenrigspolitiske Udvalg i Danmark det sted i beslutningsprocessen, hvor sagen er klar til at fremlægge i Ministerrådet i Bruxelles.
Den danske koordinationsprocedure er blevet et forbillede for andre medlemslande, da den danske EU-beslutningsprocedure i højere grad inddrager folketinget mere end i andre lande.